Iværksætter - Hvad vi lærte af at starte 30 virksomheder af Lars Tvede og Mads Faurholt-Jørgensen
”Iværksætter” er bogen til dig, som går med tankerne om at blive selvstændig men måske ikke helt er klar over, hvad det egentlig indebærer i praksis. Det er en kompakt bog som favner bredt, men samtidig har en god dybe på afgørende punkter. Tilmed er den letlæselig og skrevet af dem, som selv har været der, hvor du står.
Overordnet er bogen, Iværksætter, delt op i 6 dele med hvert sit fokusområde.
I del 1 stilles der skarpt på dig som iværksætter, og der stilles spørgsmål til, hvorfor du egentlig vil være selvstændig. Der indgår i kapitlet væsentlige overvejelser, som enhver bør gennemtænke, før de kaster sig ud i et iværksættereventyr. Basalt vil du efter at have læst kapitlet og tænkt over tingene have en afklaring om, hvorvidt du har evnerne, og om din motivation reelt er til stede for at tage skridtet som selvstændig.
I del 2 lægges der vægt på, hvordan du kommer fra idé til etablering af din virksomhed. Din virksomheds ”why” er i centrum, og du udfordres til få det præciseret helt skarpt samt til at tænke over, hvordan en forretningsmodel egentlig kan strikkes sammen, så den også kan hænge sammen økonomisk. Derudover indeholder denne del en række praktiske råd omkring virksomhedsstiftelse m.m. Det hele rundes af med en række finansielle aspekter, som er gode at have i tankerne og have en grundlæggende forståelse for, men i realiteten vil de fleste nok skulle søge professionel rådgivning for at få helt styr på denne sidste del, f.eks. fra en revisor.
I del 3 beskrives det, hvorledes du får sat det rigtige hold og afvejer fordele og ulemper ved f.eks. outsourcing. Et element er naturligvis virksomhedens struktur og dens produkter, men uden de rette mennesker i virksomheden kommer du som udgangspunkt ikke langt. Det er en udfordring for stort alle iværksættere at finde de rette mennesker til virksomheden i kritiske udviklingsstadier som f.eks. opstarten. I naturligt tillæg hertil skal du overveje, hvilke funktioner og opgaver som skal varetages internt, og hvilke der kan varetages eksternt, f.eks. ved brug af outsourcing.
I del 4 betragtes din virksomhed som værende godt i gang, og her begynder overvejelserne således omkring hvilke vækst- og marketingstrategier, der skal bringes i spil. Det er i forlængelse hertil også naturligt at inddrage konkurrentperspektivet. Det er essentielt at tage disse faktorer alvorligt, da det netop også ofte er her mange virksomheder, fejler og således aldrig får forløst deres potentiale.
Del 5 beskæftiger sig med forskellige exit-overvejelser og muligheder. Overordnet set kan det være fint at have nogle flygtige tanker omkring dette, men som udgangspunkt er det nok bedre at holde fokus på at få virksomheden til fungere, inden du gør dig de store tanker omkring millionerne, som kan rulle ind ved en exitstrategi. Generelt set er denne del i bogen lidt for spinkel, hvis du virkelig skal forstå exitstrategier, men som sagt er den helt fin til at sætte gang i tankerne (eller drømmene).
Del 6 er egentlig ikke en del med dybtgående indhold, men snarere et appendiks med en lang række nyttige links, websites og ordforklaringer- en form for analog Google, som giver dig et godt overblik. Køb bogen hos Bog & idé eller Arnold Busck og kom videre med din iværksætterdrøm.
Se i øvrigt vores START-OBS videoer, hvor andre danske succesfulde iværksættere deler gratis ud af deres erfaringer, som overlapper med en række af bogens emner: