SEO står for Search Engine Optimization og handler om, hvordan du bliver rangeret højere på søgemaskiner som Google og derved øger din digitale eksponering i markedet. I denne artikel opridser vi de væsentligste elementer af SEO, hvor vi kommer rundt om, hvordan du kommer i gang, og hvad du får ud af SEO.
SEO - Hvad?
Inden vi begynder at udpensle vores SEO guide og dykker ned i, hvordan du laver hjemmesideoptimering og redegør for vigtigheden heraf, så starter vi med at forklare kort om, hvad SEO egentlig er.
SEO står for Search Engine Optimization – på dansk oversat til søgemaskineoptimering. Du har sikkert prøvet at Google ord som ”forsikring”, og så popper Tryg, Alm. Brand og Alka måske op som nogle af de første søgeresultater placeret lige under reklamerne (f.eks. Google Ads). Hvorfor gør de så det? Det er der en simpel årsag til – SEO. Virksomhederne bag de bedste organiske søgeresultater har nemlig minutiøst udført en websiteoptimering ud fra de faktorer, som søgemaskinerne kigger på, når de rangerer hjemmesider i søgningen. Vi kan i en vis forstand sige, at godt SEO-benarbejde hjælper din kommende kunde med at finde dig via din 24/7 sælger (Google, Yahoo, Bing osv.). De resultater, der ligger ovenover de organiske (f.eks. Google Ads) er markeret med en grøn kasse hvori der står ”annonce”, og de koster penge per klik. Vi ser dog bort fra betalte annoncer på søgemaskinerne i denne artikel, og vil udelukkende fokusere på, hvordan du gratis opnår en højere trafik kvalitet på din hjemmeside via SEO.
SEO - Hvordan?
SEO er ikke noget, du kun laver én gang, hvorefter arbejdet er udført. Hjemmesideoptimering er en løbende opgave, og det er nødvendigt at foretage jævnlige opdateringer i din fremgangsmåde for at finde frem til den bedste metode for dig og din virksomhed.
Det første, du skal gøre, er at overveje, hvilken rolle SEO spiller i din overordnede markedsføringsstrategi. I praksis betyder det, at du burde have svar på spørgsmål som:
- Hvad er de overordnede mål samt tilhørende KPI'er for mine SEO-optimeringer?
- Hvem skal SEO-optimere min hjemmeside?
- Hvad skal mit SEO-budget være?
Herved har du basis for, hvad du vil opnå med SEO, og du har en retning, du kan følge.
Det er for så vidt ikke teknisk kompliceret at lave SEO, men samtidig kræver det, at du formår at jonglere med SEO's mange komponenter for at rangere højt i søgeresultaterne.
Derfor ser vi nu på alle de vigtigste elementer af SEO punkt for punkt, så du har en konkret handlingsplan til at takle websiteoptimering bedst og nemmest muligt.
Søgeordsanalyse
Et godt udgangspunkt er at starte med en søgeordsanalyse. Du skal finde de søgeord, som er relevante for din virksomhed og produkter. Det vil sige de ord, som dine potentielle kunder søger på, og som forhåbentligvis vil drive dem ind på din hjemmeside og føre til et køb. En god strategi for de fleste SMV’er er at fokusere på de søgeord, hvor der er relativt få søgninger, da det derfor er nemmere at komme højere op i søgningerne. Brede ord som ”tøj”, ”håndværk” eller ”møbler” eller andre generelle termer, der er relevante for din branche, er allerede taget af de store spillere på markedet. Derfor bør du prøve at finde nogle, som er lidt mere specifikke, men stadig relevante, hvor du rent faktisk kan komme frem på side 1 og 2. Her er Google Ads Keyword Planner et godt værktøj at tage i brug. Det hjælper dig med at finde søgeord, som du måske ikke selv havde tænkt på, og den viser, hvor mange mennesker, der månedligt søger på valgte søgeord. Her er en god tommelfingerregel, at hvis der er et to- eller trecifret antal søgninger på et søgeord, så er det kvalificeret til at blive optimeret ud fra, og hvis der er flere søgninger end det, så bør du ikke bruge kræfter på søgeordet. Vær derudover opmærksom på, at et søgeord ikke behøver at være ét enkelt ord, det kan også være en sætning - 'søgeord' betyder blot det konkrete ord eller den konkrete sammensætning af ord, som bliver brugt i en søgning.
Übersuggest er et andet godt værktøj, som også hjælper dig med søgeord, og som viser dig volumen af søgeordet. Begge værktøjer er gratis - Google Ads Keyword Planner kræver dog, at du har en bruger, hvorimod Übersuggest ikke gør.
Hertil er det vigtigt, at du bruger søgeord, som dine kunder ville bruge, og ikke fagudtryk. Undgå f.eks. at skrive ”armatur”, men skriv i stedet ”vandhane”. Et andet godt råd er at tjekke dine konkurrenters hjemmeside ud og kigge på, hvilke ord de bruger som inspiration til dine egne søgeord.
Hvordan bruges søgeordet?
Når du har fundet et eller flere relevante søgeord, er det tid til at implementere dem på din hjemmeside. Det gør du ved at flette dem ind i dit skrevne såvel som dit grafiske indhold. På din forside og undersider har du nogle tekster, informationer, produktbeskrivelser m.m., og her skal du forsøge at omformulere nogle af sætningerne, så de på en naturlig måde medtager søgeord(et/ene). I dit grafiske indhold skal du inkludere dem i ALT-teksterne og titlerne på billederne, og det kan du typisk ændre samme sted, som du uploader billederne.
CMS: Umbraco
Derudover skal søgeordene også bruges i SEO-værktøjerne ”Page title” og ”Meta description”, men det vender vi tilbage til.
Lokal SEO
Er du restaurantindehaver, håndværker, automekaniker, frisør eller inden for et andet erhverv, hvor kunder som regel er lokale? Så kan lokal SEO have en betydelig effekt på din rangering. Her arbejder du med Googles lokale resultater via Google My Business – og det er helt gratis. Det betyder, at din virksomhed er koblet sammen med Google søgningen, og her vises adresse, åbningstider og telefonnummer samt anmeldelser af din virksomhed, allerede inden brugeren har klikket på et link, nøjagtigt som vist på billedet herunder.
Onpage SEO
Google vægter nogle elementer på hjemmesider højere end andre i deres rangering. Det drejer sig om omkring 200 faktorer, og det er kun Google, der præcist kender til alle 200 styks (nogle SEO-eksperter har forsøgt at komme med bud på, hvad de 200 faktorer kan være – det kan du læse om på Backlinko. Dog er der visse faktorer, som er mere eller mindre sikre, som f.eks. optimering af titler, meta descriptions, URL og tæthed af søgeord. Nedenfor har vi forklaret det både med tekst og med billede.
- Page title er det, som søgemaskinerne bruger som overskrift i søgeresultatet – den skal gerne ligne overskriften på din underside, men den behøver ikke være identisk. Husk at inkludere dit valgte søgeord i din Page title, hvoraf best practice er at placere det på venstre side af en skillevæg: Søgeord | Fangende titel. Husk, at din titel bør vække opmærksomhed hos dine potentielle kunder, så du får dem til at klikke. For at undgå, at Google forkorter din Page title, bør du holde den under 60 anslag.
- Meta description kan anses som sidens resumé og er egentlig bare en kort beskrivelse af indholdet på din side. Det er vigtigt, at din Meta description er unik og ikke er komplet identisk med indholdet på siden. Det vil Google nemlig forstå som et duplikat, og det kan tælle ned i søgerangeringen. Derudover har længden også en betydning. Meta description skal gerne minimum være på 110 anslag og maks 160 anslag med mellemrum. Du kan kun (pr. marts 2019) se 120 anslag på smartphones og tablets, mens du kan se alle 160 anslag på en almindelig computerskærm. Det er vigtigt, at du skriver en Meta description, ellers udfylder søgemaskinen den selv med udgangspunkt i de øverste sætninger på din side.
- URL er adressen på din side og vægter ligeledes højt i søgemaskinernes rangering. Din URL kan som regel bare være din sides titel, adskilt med bindestreg – det gør det også lettere for dig selv at holde styr på dine undersider.
- Søgeordstæthed er hvor ofte dit/dine valgte søgeord figurerer i dit indhold. Der er delte meninger om hvor mange gange, de nøjagtigt skal inkluderes, men som udgangspunkt skal et valgt søgeord medtages så ofte som muligt, uden at det går på kompromis med relevansen og flowet. Derudover bør det også fremgå i din titel, meta description og URL’en1.

De fleste CMS-systemer gør det nemt at udfylde Page titles og Meta descriptions m.m. via en SEO-formular, og ellers er det nemt at kode i HTML i din kildekode med:
<title>Din Page Title</title> og
<meta name="description" content="Din Meta Description" />.
Du kan også med fordel anvende EZLocal, når du skal sikre dig, at din page title og meta description har den optimale længde. Denne hjemmeside opdateres også løbende, så den tilpasser sig, når Google ændrer sine længdekrav.
Linkbuilding - ekstern hjemmesideoptimering
Googles system er bygget op, så maskinen forudsætter, at hver gang et link til din hjemmeside fremgår på andre hjemmesider, er det en anbefaling til din side. Linkbuilding handler derfor om at få dine links ud på andre hjemmesider. Det kan du bl.a. gøre ved at indgå samarbejdsaftaler med bloggere, online magasiner eller aviser.
Du kan også benytte dig af ”broken link building”, hvor du også kan få eksterne henvisninger via andre hjemmesider. Broken link building handler om, at du finder hjemmesider, som skriver om det samme som dig, hvorefter du foretager en "broken links søgning" via en ”broken links søger” (eksempelvis: www.brokenlinkcheck.com). På den måde kan du hurtigt se, om nogle af deres links ikke virker efter hensigten. Derefter kan du kontakte dem, der ejer siderne med de fundne broken links, og fortælle dem om problemet. I samme korrespondance kan du med fordel nævne, at din virksomhed skriver om lignende indhold, og derefter bruge din netop optjente goodwill til at foreslå, at de linker til din side. Læs mere om det på SearchEngineLand.
Brug også Google Trends i jagten på de ideelle søgeord
Et andet brugbart værktøj, som kan hjælpe dig med at finde relevante søgeord, er Google Trends. Som det ligger i navnet, kan Google Trends bruges til at se trends i søgninger. Det kan hjælpe dig med at finde ud af, hvornår der er størst efterspørgsel efter et hvilket som helst søgeord.
Generelt set kan det være interessant at kigge på, hvilke søgetrends, der er oppe i tiden, eller hvad der har trendet i de forgangene år. Se for eksempel udviklingen af søgeordet "SEO" i Danmark:
Effektmåling
Lige såvel som du løbende skal optimere din side, skal du også løbende måle effekten af din optimering for at forstå, om din SEO-strategi virker efter hensigten. Kig på dine placeringer på Google, Bing, Yahoo osv. og overvej, om dine tiltag har haft den ønskede virkning på trafikken til din hjemmeside. Fører det til salg, henvendelser, eller succes ud fra andre relevante parametre? Google Analytics kan hjælpe dig med at få overblik over effekten af dit SEO-arbejde. SEO har mange flere spændende vinkler, som vi kunne dykke dybere ned i, men denne artikels formål er primært at udpensle vigtigheden af SEO samt give dig et indblik i, hvordan du kommer i gang. For flere råd er der hjælp at hente på internettet ved blot en enkelt Google-søgning!
Vores SEO guide - Afsluttende ord
Vi håber, at denne SEO guide har hjulpet dig og givet dig et indblik i, hvordan du kan optimere din trafik på din hjemmeside. SEO kan virke svært og uoverskueligt, men ved at dele det op i flere områder, som vi har gjort i denne artikel, kan det blive nemt at tage de første skridt. Her får du fire links om SEO fra nogle af de mest troværdige og erfarne aktører inden for området - god læselyst.